Middelnedertyske påvirkninger i de skandinaviske sprog

Definitioner

Baggrund og historie
Påvirkningen af nedersaksisk og nederlandsk på de skandinaviske sprog i den sene middelalder og den tidlige moderne periode har været rimelig stor. Nogle har sammenlignet det med den store indflydelse, både leksikalsk og strukturalt, som normansk fransk havde på oldengelsk efter den normanske invasion. I denne periode lånte dansk for eksempel mere end 1500 nye ord, hvoraf nogle dog er af latinsk afstamning, men størstedelen kom dog fra middelnedersaksisk.

Den middelnedersaksiske påvirkning i den senere udvikling af de skandinaviske sprog blev rammende beskrevet på følgende måde af skandinavisten Didrik Arup Seip:
“To nordmænd kan nutildags ikke føre en samtale på 2-3 minutters varighed uden at bruge nedertyske låneord…selvfølgelig uden at de selv er opmærksomme på det.”

Ændringerne, der fremkom på grund af påvirkningen fra middelnedertysk af de nordiske fastlandssprog, var særdeles tydelige/stærke i perioden 1300-1550, hvorefter højtysk blev hovedsproget i Nordtyskland og overtog middelnedertysks rolle med at påvirke de nordiske fastlandssprog.

I starten af og midt i 1100-tallet voksede Lübeck sig langsomt til en vigtig hansestad ved den baltiske kyst (ved Østersøen). Sammen med andre byer gjorde Lübeck det muligt for hanseforbundet at dominere al handel i Skandinavien i de efterfølgende tre århundreder. Kolonier af nedertysktalende handelsmænd, håndværkere og embedsmænd slog sig ned i mange større nordiske byer, såsom Oslo, Bergen, Visby, Stockholm, Malmø og København. Yderligere slog mange aristokratiske familier fra hvad der i dag er Nordtyskland sig ned i Danmark og andetsteds i Skandinavien. Disse havde ofte betydningsfulde stillinger og havde derfor god mulighed for at påvirke det litterære sprog i de tre nationer i særdeles høj grad.

Sproget i det skandinaviske hof var ligesom for handelsmænd, håndværkere og embedsmænd i adskillige århundreder for det meste middelnedertysk, og dette sprog efterlod sig et betydeligt og vedvarende leksikalt aftryk i de nationale sprog før det ophørte som talt sprog i Skandinavien.

Juridiske og officielle dokumenter fra den tids nordiske handelscentre er fyldt med middelnedertyske låneord og udtryk, hvis de da ikke ligefrem er skrevet på middelnedertysk.

De skandinaviske byer var domineret af tyskere på grund af særlige rettigheder, og tyskerne påvirkede det politiske liv i en sådan grad, at deres tilstedeværelse til sidst var afgørende for dannelsen af den pan-nordiske Kalmarunion i 1397. Albrecht af Mecklenburg, en tyskfødt konge, besteg den svenske trone i 1364. Endvidere var Stockholms første borgmester fra det område, der i dag er det nordlige Tyskland, og fra 1364 til 1389 måtte Magnus Erikssons bylov vedtages for at man kunne lovgive imod at mere end halvdelen af byens embedsmænd var af “tysk” afstamning!

Resultatet af den nedertyske dominering af al nordisk handel, økonomi, håndværk og til en vis grad, lokale myndigheder og hoffet, er en overflod af låneord og produktive morfologiske elementer fra de velansete nedertyske dialekter.

De områder, der lånte flest ord fra nedertysk, var skibsfart, fiskeri og navigation; handel og økonomi; håndværk og lokal administration, men mange termer indenfor hoffet samt høflige omgangsformer blev også lånt, såvel som militærterminologi og mange almindelige og nu hverdagsverber, -tillægsord og -adverber. Bogstaveligt talt blev tusinde af mnd. låneord såvel som ord afledt fra mnd. optaget i de skandinaviske fastlandssprog og adskillige skandinaviske ord blev erstattet. Nogle af de mnd. ord udviklede sig dog til konkurrerende synonymer for ord af nordgermansk afstamning. Generelt sagt, hvor der findes nordgermanske (dvs. oprindelige skandinaviske) og vestgermanske (dvs. lån el. afledninger fra mnd.) synonymer i de moderne sprog, er der en tendens til at man foretrækker de vestgermanske ord. I andre situationer har de marginaliseret betydningen af de nordgermanske synonymer. Der er alt for mange eksempler til at opregne dem alle her.

Mnd. påvirkede næsten alle områder af det skandinaviske fastlands ordforråd, men eksemplerne herunder er ord som nutildags findes i dansk (hvis ikke andet er angivet) som indikering af de forskellige områder der blev påvirket. Mange af disse ord er lån-oversættelser (dvs. nedertyske elementer er oversat direkte til deres skandinaviske etymologiske og semantiske ækvivalenter – ofte ved brug af orddannelseselementer lånt fra mnd.), for eksempel mnd. hantwerk blev da. håndværk og mnd. unwetenheit blev dan. uvidenhed. Mange af disse lån er nu blandt de mest almindelige hverdagsord i de skandinaviske fastlandssprog:

Handel og erhverv: bager, bøssemager, fisker, fragt, handle, handskemager, håndværk, isenkræmmer, klejnsmed, kunstner, købe, købmand, pels, pund, præst, regne, regning, regningskab [i dag, regnskab], rente, sadelmager, skomager, skrædder, slagter, tømmermand, udgift, vare, værksted.

Hof og adel: eventyr, frøken, fyrste, greve, herre, hertug, hof, hofmester, hovmod, jomfru, junker, krone, ridder, slot, væbner, ærlighed.

Myndigheder og magt: borger, borgmester, domherre [i dag, dommer], embedsmand/ombudsmand (ombudsmand er senere lånt fra svensk), fordel, fuldmagt, magt, oldermand, regere, rådmand, told.

Militær: erobre, fane, fejde, fodgænger, gevær, høvedsmand, kamp, krig, nederlag, orlog, panser, plyndre, rejse.

Skibsfart, fiskeri og navigation*: agter, bådsmand, fartøj, flag, haj, kaj, kyst, malstrøm, mandskab, sælhund, styrbord, styrmand.

*Bemærk: der er mange specifikke låneord indenfor skibsfart og fiskesorter, som her er undladt.

Almene verber og hjælpeverber: anvende, arbejde, begribe, begynde, bestemme, betale, betyde, blive, bringe, bruge, digte, erfare, fatte, forekomme, forklare, foreslå, forstå, forsvinde, fortælle, føle, håbe, klage, koge, købe, kæmpe, lære, mene, male, opdage, ordne, oversætte, overveje, pleje, prøve, redde, rejse, regne, samle, skildre, slutte, smage, snakke, spille, stille, støtte, tale, trække, undersøge, undgå, undskylde, vare, øve.

Almindelige adjektiver: alvorlig, bange, billig, dejlig, dygtig, egentlig, endelig, enkel, falsk, flink, fri, frisk, fremmed, from, færdig, forsigtig, gemen, hemmelig, hændig, herlig, høvisk, høflig, klog, kort, krank (idag, syg), middelmådig, mulig, rar, rask, skøn, stolt, svag, tapper, tilfreds, ægte, åbenbar.

Almene biord, præpositioner og konjunktioner: dog, sv. emellertid “imidlertid”, forbi, ganske, jo, sv. likväl, no. likevel “alligevel”, men, nemlig, overalt, sv. redan “allerede”, samt, sikker, straks, sådan, temmelig, tilsammen, trods, sv. ur “fra”, vældig, øvrig.

Lånte affikser
Skandinavisk talende var dygtige til at tilpasse de middelnedertyske lån til deres egne lyds- og bøjningssystemer, og mange affikser lånt fra middelnedertysk blev senere produktive i dannelsen af skandinaviske ord på hjemlig grund. Middelnedersaksisk og middelnederlandsk havde altså en effekt på et morfologisk niveau, på samme måde som det havde på det leksikalske. Det følgende er en liste over de vigtigste lånte affikser, illustreret med eksempler fra alle tre moderne sprog:

Ikke alle disse affikser er brugbare i de moderne sprog. Nogle, såsom an-, be-/bi-, fore-/för-, -ska og und-/unn- bruges ikke længere til at forme nye ord, mens om- og over-/över- er aktive elementer. De følgende suffikser, som bruges til at danne tillægsord, nomen agentis og abstrakte navneord, er stadig meget produktive: -aktig/-agtig, -bar, -else, -er, -hed/-het.

Det er også vigtigt at gøre opmærksom på mnd. påvirkning af brugen af den oprindelige tillægsords- og adverbiale endelse, –lig. Selvom dette element er alment germansk (jf. oldnordisk -ligr, -legr, olddansk -likær, oldsvensk. -lîker), står dets nutidige popularitet og meget udbredte brug i skandinavisk orddannelse i stor gæld til mnd påvirkning, gennem suffikset -lîk. Lignende observationer angående dominansen af det tillægsordsdannende suffiks -ig på svensk er foretaget af Bertil Molde (s. 78 – se litteraturhenvisningen i slutningen af denne artikel), f.eks. blodig, stenig.

Værd at nævne her er Bertil Moldes kommenterer angående den relative lethed, hvormed mnd. låneord kunne assimileres i de oprindelige skandinaviske fonologiske, morfologiske og leksikalske systemer:
“Dette nedertyske sprog havde visse signifikante træk tilfælles med svensk (og dansk). For eksempel var det foruden de højtyske diftonger og havde ikke undergået de højtyske lydforskydninger…Dette betød, at nedertysk havde ord som sten, hûs, ôge, tunge, dragen, gripen (jf. højtysk Stein, Haus, Auge, Zunge, tragen, greifen) som med hensyn til udtale og stavning lå meget tæt op ad svensk. Sådanne sammenfald mellem nedertysk og middelsvensk var af afgørende vigtighed for muligheden for svenske lån fra nedertysk.” (s. 77; min oversættelse)

Og yderligere:
“Deres generelle struktur (i form af udtale, stavning og bøjning) var fra begyndelsen så tæt på strukturen af de oprindelige ord, at assimilationsprocessen gik særdeles hurtigt.” (s. 79; min oversættelse)

Udover ordene nævnt af Molde kan vi tilføje mnd. ord såsom bok, open, tam, eten og riden. Sammenlign disse med de noget mere fjerne højtyske varianter Buch, offen, zahm, essen og reiten.

Middelnedertysk havde en mindre effekt på syntaks og sådanne morfologiske aspekter som oprindelige bøjningsendelser, selvom de fleste forskere er enige om, at den mnd. påvirkning ligger til grund for den generelle simplificering af det skandinaviske bøjningssystem og den mere analytiske (hvor betydningen afhænger af ordenes rækkefølge), i stedet for syntaktiske (hvor endelserne bærer den grammatiske information) struktur af skandinavisk syntaks, som blev udviklet i den behandlede periode. Når dette er sagt, er simplificering af bøjningssystemet og stigende analytisk syntaks forekommet i alle germanske sprog i større (f.eks. engelsk) eller mindre (f.eks. tysk) udstrækning, uanset hvilken kontakt sprogene har haft. Der har været argumenteret for, at disse egenskaber var et resultat af at de nedertysktalende ikke kunne tale korrekt skandinavisk – hvilket er en synsvinkel, der kan forsvares. Uanset årsagen er der en stor sandsynlighed for, som argumenteret for ovenfor, at den mnd. kontakt fremskyndede disse processer på det skandinaviske fastland.

Ligesom det hanseatiske handelsforbunds magt gradvist blev svækket i 1400-tallet og i starten af 1500-tallet, så svækkedes påvirkningen af mnd. på de nordiske sprog også. Samtidig bragte fremkomsten af bogtrykkeri og senere den lutherske bibel en nu højtysk inflydelse. Især den lutherske reformation åbnede vejen for en flodbølge af højtyske leksikale ord og syntaktisk påvirkning.

Middelnedertysk påvirkning af islandsk og farøsk
Islandsk og færøsk modtog færre direkte lån fra middelnedertysk, for det meste pga. deres fjerne placering og handelsaftaler med Norge og senere med Danmark. De fleste lån i disse nordatlantiske sprog er derimod kommet indirekte igennem norsk eller dansk - især sidstnævnte.

Der var færre lån i islandsk i forhold til fastlandssprogene, men de der eksisterede blev ivrigt brugt i det lærde skriftsprog indtil 1600–tallet, hvor tendensen begyndte at gå den anden vej. Sådanne lån (såvel som dem der var fuldstændigt fastlandsskandinaviske i deres oprindelse) blev med stigende grad anset for upassende og unødvendige. Denne følelse steg gradvist og kulminerede sidste århundrede i hreintungustefna (den sproglige purismepolitik) som stadigvæk fastsætter kriterier for optagelse af fremmedord i islandsk. Mange nedersaksiske lån gennem dansk, så vel som rene danske ord, er blevet afvist til fordel for egne konstruktioner, og de fleste af de produktive orddannelseselementer lånt fra de oprindeligt lånte ord er blevet udrenset af skriftsproget.

Resultatet er et renere men noget anderledes islandsk end det, der blev talt i 1600-tallet og tidligere. Et lignende princip ligger til grund for nogle af de stærkere fortalere for nynorsk, der ønsker den nedersaksiske “indflydelse” minimeret.

Situationen omkring færøsk er noget mere kompliceret, da sproget stadigvæk udsættes for betydelig dansk påvirkning. Her har der også været en tendens henimod et mindre blandet sprog, men drivkraften har været svagere. Derfor er den nedersaksiske indflydelse på færøsk (mest gennem dansk) mere tydelig men stadigvæk ikke så vigtig som den tilsvarende indflydelse på de skandinaviske fastlandssprog.

Islændinge læste middelnedertyske bøger før reformationen i slutningen af 1400-tallet, og den hanseatiske handelsmagt gjorde først sit indtog på dette tidspunkt. Eksempler på mnd. lån, som for det meste stadig er synlige den dag i dag, er: greifi “jarl”, hertogi “hertug”, jungherra “adelsmand”, jungfrú “dame”, fursti “fyrste, prins”, riddari “ridder”, lén “len”, kurteis “høflighed”, handla “reagere, handle”, smakka “smage”, sykur “sukker”, kokkur “kok”, kokka “koge”, diktur “digte”, forma “forme”, klókur “klog” og mekt “magt, styrke”.

Middelnedertyske ord formidlet gennem dansk forekommer også i stort tal i lærde dokumenter fra den islandske renæssance og fra den senere reformation. Et stort antal lån, der blev opsamlet af de islandske lærde fra reformationen, kom aldrig længere end til det gejstlige register, inklusive de fleste af de verber, der i hundredvis blev dannet med diverse præfikser og suffikser (for-, bí-, ofur-), nomen agentis dannet med -arí (f.eks. kettarí, kætteri), -erí (f.eks. hórerí, prostitution) og den abstrakte navneordssuffiks fra mnd. -sel (f.eks. bískermelsi, beskyttelse).

Mange andre almene mnd. ord via dansk såsom brúka, blífa, og makt forblev i islandsk men er senere forsvundet fra sproget som et resultat af den aggressive sprogpurisme, der har eksisteret i Island i over 100 år. Nogle af disse ord er dog stadig at finde, f.eks. glas, fordæma (fordømme), pakki (en pakke), spegill (spejl), slæmur (slem, dårlig), spaug (spøg, vits) og orsök (årsag). Selvom næsten alle danske (og derved også mnd.) ord er blevet udrenset af det formelle skriftsprog, bruges mange danske låneord i daglig tale.

Middelnedertysk- og danskpåvirket mnd. påvirkede det færøske ordforråd meget lig sådan som det påvirkede det islandske. Fra middelnedertysk kan vi finde handil “handel; butik, forretning”, bakari “bageri”, blíva “blive”, mekt “magt”, og arbeiði “arbejde” (kun bakari bruges stadigt på islandsk), såvel som mange andre som er lånt via dansk. I denne sidste katagori kan vi placere betala (fra betale; nu ikke længere brugt på islandsk), toy “tøj” og vitskapur “videnskab”, såvel som begynna “begynde”, bevara “bevare”, forderva “fordærve”, forráða “forråde” og gemeinur “offentlig, almen” (gemen har i dag en anden mening på dansk). Dansk er også kilden til nogle færøske abstrakte navneordsendelser som -heit og -ilsi (de danske endelser er selv afledt fra middelnedertysk) f.eks. i ord som sannheit “sandhed” og følilsi “følelse”.

Dog er der på færøsk på det seneste blevet udviklet alternativer til de ovenstående ord, enten fra dets egne kilder eller ved at imitere islandsk eller norrøn (og fra tid til anden nynorsk). Dvs. begynna » byrja; betala » gjalda; bevara » varðveita; forderva » spilla; forráða » svíkja; gemeinur » vanligur; sannheit » sannleiki; følilsi » kensla; fortapilsi “fortabelse” » glatan; herligheit “herlighed” » dýrd; kerligheit “kjærlighed” » kærleiki og trefoldigheit “treenighed” » tríeind (Poulsen, 1983, s. 133).

Generelt set er færøsk dog meget mere tolerant overfor fremmede elementer i sproget end islandsk er.

Klik her for anbefalet læsning (ordbøger, bøger og artikler).

Forfatter: Edward Sproston, 2002 (Tilpasset fra to meget større artikler som er under udvikling.)
Originalsprog: Engelsk
Oversættere: Kenneth R. Christiansen og Gitte Nielsen 2003/2004

[tilbage til hjemmesiden]